EU-Kommissionen vedtog den 6. maj 2026 EU’s første samlede strategi mod fattigdom som led i en bredere socialpolitisk pakke om børnefattigdom, udelukkelse fra boligmarkedet og personer med handicap. Strategiens erklærede mål er at bryde fattigdommens onde cirkel, særligt gennem en styrkelse af den europæiske børnegaranti. For skole- og pædagogområdet er pakken væsentlig, fordi den kobler fattigdomsbekæmpelse til børns adgang til dagtilbud, uddannelse, sundhed, skolemad, mental sundhed og koordinerede velfærdsindsatser.
29. maj 2026
Initialer: SMJO
Strategien bygger ifølge pressemeddelelsen på tre prioriteter: Effektiv adgang til kvalitetsydelser, Kvalitetsjob og tilstrækkelig indkomststøtte.
Børne- og ungdomsgarantien
I relation til børn og unge fremhæver Kommissionen en styrkelse af den europæiske børnegaranti. Kommissionen vil sikre gratis og effektiv adgang til dagtilbud, sundhedspleje og skolemad og samtidig styrke familiers adgang til kvalitetsjob, børnepasning og stærkere sikkerhedsnet. Dertil vil Kommissionen forbedre børns adgang til mentorprogrammer og mental sundhedspleje.
For at gøre støtten mere tilgængelig planlægger Kommissionen ifølge vicepræsident Roxana Minzatu at udvikle et europæisk børnegarantikort. Kortet skal være et digitalt værktøj, der hjælper børn i nød med at få adgang til den støtte, de har ret til, og gøre eksisterende tilbud mere synlige.
I rapporten konkretiserer Kommissionen ambitionen ved at foreslå stærkere synergier mellem den europæiske børnegaranti og ungdomsgarantien. I 2027 vil Kommissionen derfor udvikle et værktøjssæt, der skal forbinde og styrke koordineringen mellem de to garantier. Værktøjssættet skal understøtte en mere individualiseret tilgang og sikre stærkere forbindelser til andre tjenester, særligt dem, der allerede er omfattet af børnegarantien. Save the Children (Red Barnet) vurderer, at dette sender et vigtigt politisk signal, men peger samtidig på en afgørende implementeringsrisiko; ”Uden klare finansieringsforpligtelser, stærkere opsøgende arbejde, meningsfuld inddragelse af børn og civilsamfund samt en konkret køreplan for nationale handlingsplaner kan strategien få svært ved at nå de børn og unge, den er rettet mod” Udtaler Luz Lurosa Kontorchef for Save The Children Europe.
Adgang til kvalitetsjob
Arbejde fastholdes som en central vej ud af fattigdom, men Kommissionen præciserer, at beskæftigelse ikke i sig selv er tilstrækkeligt. Strategien betoner derfor adgang til kvalitetsjob med retfærdige lønninger og ordentlige arbejdsvilkår.
Den 17. oktober 2026, i forbindelse med den internationale dag for bekæmpelse af fattigdom, vil Kommissionen lancere en Koalition mod Fattigdom. Koalitionen skal samle socialt ansvarlige virksomheder og filantropiske organisationer i en europæisk platform for samarbejde og gensidig læring. Partnerne skal underskrive et charter med fælles principper og afgive konkrete tilsagn, eksempelvis om lokale sociale inklusionsprojekter eller støtte til integration og beskæftigelse af sårbare unge. I 2027 vil Kommissionen desuden fremsætte en anbefaling med evidensbaseret politisk vejledning og bedste praksis til at forebygge og bekæmpe fattigdom blandt arbejdstagere.