Det europæiske demokratiskjold
EU-Kommissionen har med initiativet det europæiske demokratiskjold præsenteret en samlet ramme for, hvordan EU vil styrke de europæiske demokratier over for udenlandsk indblanding, desinformation og digitale trusler. Demokratiskjoldet bygger videre på Kommissionens Handlingsplan for europæisk demokrati fra 2020 og blev i 2024–2025 løftet frem som en central politisk prioritet. Initiativet, offentliggjort d. 12. november 2025, er særligt relevant i en uddannelsesmæssig sammenhæng, idet demokrati forstås som et bredt samfundsanliggende, hvor skoler, uddannelsesinstitutioner og dannelse spiller en afgørende rolle.