27. marts 2025
Initialer: DSO

Den globale lærermangel er veldokumenteret og behovet for nye lærere står klart. Ifølge UNESCO’s Global Report on Teachers er behovet særligt stort i det globale syd, hvor man i Afrika, syd for Sahara i 2030 kommer til at mangle omkring 15 millioner lærere. På verdensplan er dette tal hele 44 millioner lærere. Lærermanglen i EU bliver i højere grad løst med initiativer som EU’s Talent Pool, men rekrutteringsmetoden OTT gør sig mere og mere gældende – her rekrutteres lærere udenfor Europa – en tendens fremhævet af Education International.    

Overseas Trained Teachers (OTT)
I takt med stigningen i lærermangel er OTT – tiltrækningen af allerede uddannede lærere fra udlandet for at besætte ledige stillinger nationalt – blevet fremhævet som en mulig løsning på at rekruttere lærere. Denne praksis bliver af EI udfordret eftersom mobilitet, anerkendelse af kvalifikationer samt etiske overvejelser for både afsender- og modtagerlande er aktuelle problemstillinger mht. OTT.
For modtagerlandet kan dette være en attraktiv hurtig løsning: det tager tid at uddanne nye lærere lokalt, så ved at hente erfarne lærere fra andre lande kan man umiddelbart fylde tomme klasselokaler og opretholde undervisningen.

OTT i Storbritannien
Et markant eksempel på brugen af OTT er Storbritanniens tilgang. I februar 2023 udvidede det britiske Department for Education sin ordning for anerkendelse af udenlandske lærerkvalifikationer, så lærere fra en lang række nye lande kunne opnå Qualified Teacher Status (QTS) i England uden at få en ny uddannelse.
Traditionelt havde Storbritannien (mens det var en del af EU) gensidig anerkendelse af lærerkvalifikationer med EØS-landene. Efter Brexit omlagde man systemet til ét globalt pointsystem, der nu omfatter 48 udvalgte lande. Blandt de nye lande i ordningen er flere Commonwealth-lande som Ghana, Nigeria, Jamaica, Indien og Sydafrika, lande udvalgt grundet blandt andet ”Strong educational ties​.
Selvom kun ti Commonwealth-lande har ret til at søge QTS består hele tre-fjerdedele af de optagne fra netop Commonwealth-landende ifølge Teaching Regulation Agency: Annual Report and Accounts - For the year ended 31 March 2024, som desuden beretter at 75 % af ansøgerne var fra Commonwealth-lande. I perioden fra februar 2023 til marts 2024 blev 5122 QTS beviser uddelt, heraf blandt andet 2.300 lærere fra Ghana, 655 fra Nigeria, 300 fra Indien og 200 fra Syd Afrika.  
Internationalt hører Storbritannien til de lande, der huser flest OTT’er sammen med bl.a. USA, Canada og også Tyskland. Både Australien og New Zealand har ligeledes aktivt lempet immigrationsreglerne for at tiltrække lærere, f.eks. fra mindre østater i Oceanien​. 

OTT i EU
Inden for EU har man længe haft rammer for gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer (f.eks. EU-direktiv 2005/36/EF), hvilket i princippet omfatter læreruddannelser. Dette har muliggjort, at en lærer uddannet i ét EU-land kan søge om at få sine kvalifikationer godkendt i et andet medlemsland. Der er dog store forskelle mellem landene i hvor åbne og effektive deres anerkendelsessystemer er. Hvor Storbritannien har udpeget specifikke lande og opsøgt deres lærere, er andre lande mere forbeholdne. De nordiske lande har en overenskomst (aftale) der giver lærere med en læreruddannelse fra ét nordisk land ret til at arbejde som lærer i et andet.

OTT i Danmark
Danmark er et eksempel på en mere restriktiv tilgang: Her skal en lærer uddannet i udlandet gennem en officiel anerkendelsesproces under Uddannelses- og Forskningsministeriet, for at få tilladelse til fast ansættelse i folkeskolen eller på en gymnasial uddannelse​. Denne proces indebærer en faglig vurdering af eksamensbeviser og kvalifikationer op mod danske læreruddannelsesstandarder. Dertil kommer, at undervisning i danske skoler kræver beherskelse af dansk. Sproget er en afgørende barriere, som gør det mindre oplagt for Danmark at rekruttere mange lærere uden for de nordiske/nordeuropæiske lande, dette også grundet overenskomsten om et fælles nordisk arbejdsmarked for folkeskolelærere der giver lærere med en læreruddannelse fra ét nordisk land ret til at arbejde som lærer i et andet. 

Lærermanglen i det globale syd
Lærermanglen rammer typisk hårdest, hvor behovet er størst – f.eks. i fattigere lande og marginaliserede områder – men også rige lande oplever stigende problemer med at tiltrække og fastholde lærere. Allerede nu står ca. 250 millioner børn på verdensplan uden for skolesystemet, en udvikling i direkte modstrid med FN's Verdensmål 4, der vil sikre lige muligheder for uddannelser for alle. Attritionen i lærerstanden er stigende; globalt er frafaldsraten for grundskolelærere næsten fordoblet fra 4,6 % i 2015 til 9,1 % i 2022,  ofte fordi lærere forlader faget inden for de første fem år. En række faktorer ligger til grund for denne krise. Rapporterne The Global Status of Teachers 2024, Global Report on Teachers, FN’s High-Level Panel on the Teaching Profession fremhæver alle underinvestering i lærerfaget som en central årsag: mange steder er lærerlønningerne ikke konkurrencedygtige, og arbejdsvilkårene er udfordrende med høj arbejdsbyrde og manglende karrieremuligheder.

Lande specifikke eksempler
Stigende elevtal bl.a. som følge af politiske tiltag som gratis uddannelse, gør at efterspørgslen på lærere vokser. I Ghana blev rekruttering og fastholdelse af lærere udfordret på grund af indførslen af gratis gymnasial uddannelse i 2017 markant øgede elevtilstrømningen. Konsekvenserne af lærermanglen er vidtrækkende. Stigende klassekvotienter, overbelastede tilbageværende lærere og fag, der må udgå pga. personaleunderskud, er nogle af de observerede effekter. I Jamaica har man ifølge Jamaica Teachers Association måttet ophøre med at undervise i visse fag, fordi der ikke er lærere nok inden for disse fagområder. I Fiji oplever man en stigning i lærere, der migrerer for en bedre løn til Australien for en årsløn kan skifte fra ca. $18.000 til $90.000.  

EI-artiklen gør opmærksom på det underliggende problem, at denne praksis forværrer brain-drain i afsenderlandende. Afsenderlandene mister værdifuld kapital, som de ofte desperat har brug for selv. Ghana er et talende eksempel – i 2023 rapporterede Ghanas lærerkorps (NAGRAT), at op mod 10.000 lærere havde forladt landet til fordel for job i rigere lande, og at 8 ud af 10 tilbageværende uddannede lærere overvejede at emigrere hvis muligheden bød sig. I Nigeria – Afrikas folkerigeste nation – skønnes det, at der mangler næsten 200.000 lærere alene i de offentlige grundskoler, en krise der bliver forværret af tabet af landets lærere til udlandet. Storbritannien rekrutterer aktivt nigerianske og ghanesiske lærere til at løse sin egen mangel, mens Nigeria og Ghana selv befinder sig i en situation med akut lærermangel. Grunden til, at lærere vælger at migrere, er ofte de samme pull-faktorer, som gælder for andre faggrupper: højere lønninger, bedre arbejdsvilkår og generelt bedre livschancer i destinationslandet.

Løsninger på OTT og lærermangel i det Globale Syd
Den britiske National Education Union (NEU), offentliggjorde i 2024 rapporten Prioritise teachers to transform education, en rapport, der belyser et mere etisk rekrutteringsparadigme, hvor international lærerudveksling sker i åbenlys dialog mellem landene og med respekt for lærernes rettigheder. NEU, der i Storbritannien blandt andet arbejder for at sikre OTT’ers ret til lige løn og ordentlige arbejdsvilkår, foreslår i rapporten en global fond for lærerlønninger, som vil sikre, at fattigere lande kan betale deres lærere og undgå at miste dem.​ Det indebærer at donorlande, deriblandt Storbritannien, der i forvejen yder udviklingsbistand til uddannelse, også fokuserer på at støtte træning af flere lærere i det Globale Syd frem for blot at rekruttere de få, der allerede findes.

Generalsekretær for NEU, Daniel Kebede, udtaler:

“The Labour Government has rightly put education at the heart of its mission to spread and expand opportunity. They know that a solution to the recruitment and retention crisis will make a big difference in the ability of schools to support every child. This is true in the UK and magnified across the globe.”

Generalsekretær for EI, David Edwards, udtaler:

“Investing in teachers is investing in our common future. Education International is proud to endorse the NEU’s new report on the global teacher shortage. We add our voice to the growing calls for the Labour Government to prioritise teachers to transform education and to fulfil its pledge to create a world free from poverty on a liveable planet.” 

Chef for Teacher Development v. UNESCO samt ansvarlig for International Taskforce on Teachers Education 2030, Carlos Vargas, udtaler:

“At UNESCO and the International Teacher Taskforce we have identified that the world needs 44 million additional teachers by 2030 to meet the Sustainable Development Goal for education. We warmly welcome the NEU’s new report which outlines the fundamental role that the UK Government can play in addressing the teacher recruitment and retention crisis at home and internationally.”