DLI var til stede d. 19. juni da Europaminister Marie Bjerre præsenterede regeringens prioriteter og program for det danske EU-formandskab ved et pressemøde på Christiansborg. Det danske EU- formandskab, har med deres udformede program Et stærkt Europa i en verden i forandring’ en tydelig kurs mod hovedprioriteterne sikkerhed, konkurrenceevne og grøn omstilling. På uddannelsesområdet er en ny erklæring om det europæiske samarbejde på erhvervsuddannelsesområdet hovedprioritet.

1. juli 2025
Initialer: DSO

Formandskabets overordnede mål 
Under Danmarks EU-formandskab, bliver sikkerhed et centralt tema. Europaminister Marie Bjerre understreger, at et hovedmål bliver at arbejde for et Europa, der kan forsvare sig selv inden 2030. Samtidig vil udvidelsesprocessen stå højt på dagsordenen. Regeringen vil arbejde for konkrete fremskridt, særligt i forhold til Ukraines optagelsesproces, men også med blik på andre aspirantlande som Moldova.

Selv udtaler Marie Bjerre:
”Danmark overtager EU-formandskabet i en ny geopolitisk virkelighed med nye politiske vinde fra USA og et tiltagende aggressivt Rusland. Regeringens prioriteter for EU-formandskabet er nøje udvalgt for at svare på de akutte udfordringer, Europa står over for. Det drejer sig om, at Europa skal kunne forsvare sig selv inden 2030. Og så haster det med at forbedre Europas konkurrenceevne. Derfor bliver oprustning af Europas forsvar og fjernelse af byrdefulde regler - samtidig med vi fastholder den grønne omstilling – to af de vigtigste prioriteter for det danske EU-formandskab” 

Prioriteter vedrørende uddannelse
Det danske formandskab falder tidsmæssigt sammen med revideringen af den strategiske ramme inden for uddannelse. Formandskabets øvrige prioriteter på uddannelsesområdet er:

  • Ny erklæring på erhvervsområdet – Flere medlemsstater mangler faglært arbejdskraft, og i tråd med fokusset på konkurrenceevne vil det danske formandskab arbejde for en ny erklæring om det europæiske samarbejde på erhvervsområdet. Dette sker i forbindelse med at den eksisterende Osnabrück-erklæring udløber i 2025, og for at skabe attraktive erhvervsuddannelser. Dette vil sandsynligvis blive involveret i EuroSkills 2025, afholdt i Herning i september, som en del af formandskabet.  
  • Ny strategisk ramme for EU’s uddannelsesområde – En ny strategisk ramme for uddannelse i EU fokuserer på en forbedring af lighed, mobilitet, inklusion, kvalitet, livslang læring samt en mere digital og grøn uddannelse.
  • Indledning af forhandlinger vedrørende sektorretsakter - Formandskabet vil indlede forhandlinger om EU’s indsatser på området for uddannelse, ungdom og idræt i forbindelse med en ny flerårig finansiel ramme (MFF) efter 2027.
  • Fortsat stor prioritering af Erasmus+ - Erasmus+ vil fortsat være det primære europæiske program hvad angår mobilitet og samarbejde inden for uddannelse, ungdom og idræt. Erasmus+ skal fortsat spille en stor rolle i at samle EU’s unge og styrke den europæiske integration, identitet og værdier på tværs af EU.  

Prioriteter vedrørende beskæftigelse
Formandskabets prioriteter på beskæftigelsesområdet og socialpolitikken afspejler det store fokus på at skabe et mere konkurrencedygtigt EU:

  • Konkurrenceevne – Tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft betyder et fokus på fri og fair bevægelighed, opkvalificering, omskoling, sundt arbejdsmiljø og ordentlige arbejdsvilkår. Formandskabet vil på denne baggrund engagere sig i det europæiske semester, i handleplanen for kvalitetsjobs samt i Kommissionens handleplan for den sociale søjle.
  • Fri bevægelighed - Danmark vil sikre, at den frie bevægelighed for arbejdstagere sker på retfærdige og ordentlige vilkår for at modvirke udnyttelse og sikre lige rettigheder for mobile arbejdstagere. Der er særligt fokus på:
    • Udstationerede arbejdstagere
    • Social sikringskoordinering
    • ESSPASS (Europæisk socialt sikringspas)
    • Tredjelandsborgere på EU’s arbejdsmarked
  • Arbejdsmiljø og sundhed – Danmark vil arbejde for gennemførelsen af 6. revision af Karcinogen- og Mutagendirektivet, som handler om grænseværdier for kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladsen, samt at styrke af EU’s arbejdsmiljøstrategi 2021–2027 med et mål om bedre beskyttelse af arbejdstageres sundhed og sikkerhed.
  • Vilkår for praktikanter og unge på arbejdsmarkedet - Danmark vil arbejde for en rådsanbefaling og et direktiv om bedre praktikant- og trainee-vilkår og sikre, at praktikophold ikke bliver en konkurrence på lave lønninger og dårlige forhold.
  • Social inklusion og antidiskrimination - Danmark ønsker at fremme social samhørighed og inklusion for alle borgere og genoplive EU’s Antidiskriminationsdirektiv, som har været blokeret i Rådet i årevis.
  • Styrket social dialog – Danmark vil styrke den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere). Det betyder bl.a.:
    • At de sociale parters aftaler tages alvorligt i EU-lovgivning.
    • At fagforeninger inddrages tidligt i beslutningsprocesser.
    • At social dialog ses som en nødvendig del af at omsætte politiske beslutninger til virkelighed.

Relevante arrangementer
DLI-kontoret har på sin hjemmeside præsenteret nogle af de mest væsentlige arrangementer på uddannelsesområdet under det danske formandskab, udvalgt på baggrund af de 310 arrangementer i både Danmark og andre EU-lande mens formandskabet står på.  

  • DLI-kontorets udvalgte arrangementer kan ses på hjemmesiden her.
  • Det danske formandskabs officielle arrangementer kan ses her