31. maj 2025
Initialer: DSO

AI literacy – der omhandler færdigheder og kompetencer vedrørende kunstig intelligens (AI) – er aktualiseret i Europarådet efter deres gennemførelse af en række multi-stakeholder-konsultationer i forbindelse med deres Draft Recommendation on AI Literacy in Education, der arbejder mod fælles retningslinjer for, hvordan medlemslandene kan sikre borgernes AI-forståelse. I februar 2025 blev artikel 4 implementeret i Europa-Kommissionens Forordning om kunstig intelligens (AI Act)

Samtidig har Europa-Kommissionen med rapporten AI Continent Action Plan samt i en uddybning af bestemmelser om AI literacy i AI Act understreget behovet for og bestemmelserne i forordningen for at integrere AI-kompetencer i både almen og videregående uddannelse som et middel til at sikre demokratiske værdier og digital myndiggørelse i den digitale transformation.

Disse initiativer peger samlet på, at AI literacy bør betragtes som en form for digitalt medborgerskab. Ikke kun for at kunne deltage i arbejdsmarkedet, men for at forstå og navigere i en digital offentlighed præget af algoritmiske beslutningssystemer.

AI literacy er altså også et værn mod misinformation, manipulation og bias – centrale trusler mod demokratiet, som Europarådet eksplicit knytter til deres anbefalinger. Her bliver lærere og undervisere nøglen til at implementere et robust og inkluderende AI-pensum, særligt i grundskolen. AI i skolerne bliver samtidig problematiseret af Ben Williamson, ved Europarådets konference 2023, vedrørende forholdet mellem AI og uddannelse, med hans præsentation ’Critical perspectives on AI in education’.

Det polske formandskab udgav den 27. maj 2025 konklusionerne omhandlende styrkelsen af de europæiske demokratier, på Rådsmødet (General Affairs Council), som forberedelse til det Europæiske Råds (European Council) møde den 26.-27. juni. Her blev det slået fast, at for at modvirke desinformation og anti-demokratiske kampagner, skal undervisning om medier og kunstig intelligens indgå i uddannelsessystemerne i EU, for effektivt at kunne skabe en transparant, digital og velinformeret modreaktion byggende på AI literacy.    

Kernepointer fra DLI-notat om international lovgivning om AI (maj 2024)
DLI-notatet fra maj 2024, giver en samlet oversigt over den internationale udvikling, lovgivning og anbefalinger på AI-området, herunder i OECD, UNESCO, Europarådet og EU. Notatet viser blandt andet:

  1. UNESCO’s etiske anbefalinger (2021) lægger vægt på, at AI skal være inkluderende, etisk forankret og med menneskerettigheder i centrum – og fremhæver nødvendigheden af AI-kompetencer i læreruddannelser og pensum.
  2. Europarådets tilgang fremmer AI Literacy som en demokratisk grundkompetence, som ikke blot handler om teknisk forståelse, men også kritisk stillingtagen, digital etik og kendskab til rettigheder i en algoritmisk virkelighed.
  3. EU’s regulering gennem AI Act og Digital Services Act fokuserer primært på risikostyring, transparens og ansvarlighed, men med sideblik til uddannelse og oplysning, herunder støtte til lærerkompetenceudvikling og digital dannelse.
  4. OECD’s definitioner af kunstig intelligens har gennemgribende indflydelse på internationale institutioner samt landes reguleringsbestemmelser.