Her følger en kort gennemgang af Letta- og Draghi-rapporternes blik på uddannelse.
Overført fra "Nyhedsoversigterne: Maj 2024 og September 2024"
Initialer: LSL og NFB
Den tidligere italienske premierminister og professor i økonomi, Enrico Letta, har udfærdiget en rapport til EU’s statsledere, der giver anbefalinger til, hvordan man kan styrke det indre marked og EU’s konkurrenceevne. Rapporten blev fremlagt på et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd, hvor statslederne hilste rapporten velkommen, som det fremgår af rådskonklusionerne.
Rapporten anbefaler som noget nyt at tilføje en femte frihed til det indre markeds eksisterende fire friheder (fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital). Den nye frihed skal sikre fri bevægelighed for uddannelse, forskning og innovation. Formålet er ifølge rapporten at styrke videndelingen i Europa, så mulighederne for innovation og vækst bliver forbedret. Rapporten fremhæver bl.a. arbejdet med et fælleseuropæisk eksamensbevis som en hjørnesten i at realisere den femte frihed.
Det er næppe gået nogens næse forbi at den tidligere chef for den europæiske centralbank Mario Draghi har færdiggjort sin rapport om EU’s konkurrenceevne, og selvom stort set alle danske EU-korrespondenter har præsenteret deres analyse af rapporten, så er delen om investering i lærere og en inkludering af undervisere i udformningen af læreplaner, to oversete områder.
På side 272 fremgår det at læreplaner [curriculum] skal omlægges i samarbejde med bl.a. underviserne, så der er en tættere sammenhæng mellem de færdigheder der efterspørges på arbejdsmarkedet og de færdigheder der bliver undervist i uddannelsessystemet.
På side 277 har Draghi, under overskriften Improve the availability and working conditions of teachers, opstillet tre punkter der skal være med til at imødekomme den akutte lærermangel hele EU oplever. De tre punkter er en adgang til videreuddannelse, konkurrencedygtig løn og ekstra personale og teknologi til at håndtere de opgaver der ikke er undervisningsrelevante, eksempler på dette er tolærerordninger og AI.
Iliana Ivanova, kommissær for uddannelse og forskning, pointerer at Draghi har sat innovation, understøttet af de rette færdigheder og uddannelse, som det vigtigste element for EU’s fremtidige konkurrenceevne.